På Magasingaarden i Faaborg venter der dig en 3-retters aftenmenu, der er lavet med masser af kærlighed til de gode råvarer samt de gedigne og klassiske kokketraditioner.
Når du besøger Magasingaarden kan du glæde dig til at gå til bords og nyde den afslappede atmosfære, der hersker i restaurantens rustikt indrettede lokaler, der ligger i flotte, historiske rammer som genbo til Faaborgs gamle arrest, i hjørnet af byens hyggelige torv.
Manden bag Magasingaarden
Jakob, der står bag Magasingaarden, har sin kærlighed til det franske køkken efter 6 års ophold i Lille i Nordfrankrig. Indtrykkene fra denne tid og lysten til at arbejde med madkunst fik ham til at gå i lære som kok.
I 2000 startede Jakob i lære på gourmetrestauranten Sortebro Kro i Odense og blev udlært med den højeste udmærkelse - sølvmedalje. Sidenhen blev han køkkenchef på Restaurant Marie Louise i Odense, før han i 2010 åbnede sin første restaurant i Vedbæk nord for København.
I foråret 2021 åbnede Jakob og hans kone så for Magasingaarden, hvor smagen er i fokus. Ved siden af, driver de en iscafé med hjemmelavet is og tilbyder desuden takeaway, selskabsmad i det store selskabslokale samt catering til fester på hele Fyn.